Historie

Vandelkursets historie

Siden 1964 har der, kun med enkelte afbrydelser, været afholdt Vandelkursus. Kurset har altid været afholdt i privat regi af forskellige ildsjæle fra DcH. Vandelkursets historie kan deles op i perioder med forskellige leder- /styregrupper.

Første periode 1964-1978

August Tordrup fra Vejle var idémanden bag Vandelkurset. Han allierede sig med to af datidens dygtigste instruktører, Christian Kongsted fra Fredericia og Poul Jespersen fra Odense. Det første år var der 38 deltagere på kurset, og det var en stor succes. Allerede fra det første år var hovedvægten lagt på seriøs træning kombineret med samvær og sjove aktiviteter. Deltagerne var fra starten begejstrede for Vandelkurset. Og den begejstring er fortsat lige siden.

I 1964 kunne man i DcH-bladet læse følgende invitation til instruktions-kursus:

”Vejle afdeling har syslet med tankerne længe og har nu opnået at kunne tilbyde et konkret Ferie- og instruktionskursus – med hunde og hustruer (et barn ingen hindring).”
”Tanken med arrangementet er, at man dels kan feriere, dels få træning og instruktion – og navnlig styrke kammeratskabet mellem hundeførere fra alle egne af landet.”

Prisen var 20,- kr. pr. døgn for fuld forplejning. Altså 140,- kr. for en uges kursus.

Det første år var der 38 deltagere på kurset, og det var en stor succes. Allerede fra det første kursus var der lagt stor vægt på seriøs træning kombineret med samvær og sjove aktiviteter. Kurset blev afsluttet med en konkurrence om lørdagen og bal om aftenen.

I 1966 blev kurset for første (og hidtil eneste) gang afholdt et andet sted end Vandel, nemlig i det nærliggende Balle.

I DcH-bladet årgang 1967 kunne man læse, at kurset nu allerede blev opfattet som en fast del af DcH. Mange beskriver den inspiration til træningen, de har fået med hjem og det gode kammeratskab på kurset, som betyder meget for dem selv og for foreningen.

I 1968 var der 45 voksne og 6 børn med på kurset med i alt 27 hunde og prisen var nu steget til 30,- kr. pr. døgn.

I invitationen til kurset i 1969 kan man læse følgende:

”M.h.t. hundens forplejning medbringer de fleste selv hundemad, men rugbrød med leverpostej kan købes.”

Samme år skriver redaktøren i DcH-bladet:

”Man har aldrig hørt om et medlem, der ikke har fået noget godt ud af et Vandelkursus. Tværtimod. De kommer så godt som alle hjem dygtigere, begejstrede og ivrige efter at lære fra sig. Det har utvivlsomt reddet mangen afdeling, at den har haft en mand eller to i Vandel.”

I DcH-bladet fra de første år var der flere beretninger om det fantastiske kammeratskab og de dejlige træningsarealer.

Fra 1971-1978 blev kurset holdt uden børn mellem 2 og 12 år. Under 2 år kunne børnene komme gratis med og over 12 år kun som hundeførere.

I 1971 var der for første gang venteliste for at komme med, og der blev indført et depositum på 100,- kr. som skulle indbetales før kurset.

Fra 1972 skulle der tilmeldes pr. telefon i et nærmere fastsat tidsrum. Tidligere skulle man bare skrive et brev til August Tordrup, så var man med.

I 1973 ved 10-års jubilæet var prisen steget til 40,- kr. pr. dag.

Vandelkurset fortsatte i endnu 5 år – til og med 1978, hvor August Tordrup takkede af efter 15 gode år.

Ledergruppen 1973
 I de første 10 år trak dette femkløver det tunge lederlæs på Vandelkursus.
Fra venstre: Erik Christensen og hustru, Poul Jespersen og August Tordrup og hustru.

Anden periode 1985-2004

Vandelkursets anden periode startede i 1985, hvor Nete og Egon Jensen samt Vibeke og Allan Iversen tog udfordringen op. Vandel Ungdomsskole var igen klar som i ”gamle dage” og kurset kostede nu kr. 950,- for en uges træning.

Som altid var Vandelkurset med i forreste række med de nye træningsmetoder – nu med vægten lagt på motivation. Bolden blev den store nye træningsting, som efterhånden fandt vej ud over det ganske land.

I 1986 var der 109 deltagere på Vandelkurset, og det antal steg langsomt op til de 122, som deltog i 2004.

I 1991 var prisen steget til 1450,- kr. Året før var en stor flok mennesker draget til Frederikshavn og havde tilmeldt sig direkte hjemme hos Egon og Nete. Så efterfølgende var der kun tilmelding pr. telefon.

Det første år videreførtes traditioner fra det ”gamle” Vandelkursus, bl.a. fodboldturnering og ikke mindst konkurrencen for alle deltagere som afslutning på ugens træning. Det blev den sidste Vandelkonkurrence i denne periode, for man konstaterede hurtigt, at en uge med indlæring af nye metoder, ikke passede særlig godt sammen med en konkurrence.

Igen som i ”gamle dage” var der begejstrede beskrivelser i DcH-bladet om pragtfulde ferier, masser af træning og inspiration.

I 1994 var der 10-års jubilæum (igen) på Vandelkurset. Prisen var 1575,- kr. Morgengymnastikken var stadig en stor del af det sociale liv på kurset. Allan Iversen nød i høj grad at kommandere rundt med deltagerne og få dem til at foretage de mærkeligste gymnastikøvelser.

I denne periode var der en smule udskiftning i ledergruppen. Vibeke Iversen døde i 1997, og dermed bestod Vandelkursets ledergruppe kun af tre personer i 1998. I 1999 indgik Liselotte Nielsen i ledergruppen.

Op igennem 1990-erne forsvandt Vandelkurset ud af DcH-bladet. Invitationerne var der naturligvis stadig, men de begejstrede omtaler og læserbreve så man ikke meget til. Vandelkurset var blevet en institution, som det derfor ikke var nødvendigt at ofre megen omtale på. Deltagerne kom nærmest af sig selv via mund-til-øre metoden og der var altid fulde huse. I 1999 var prisen 1800,- kr., og der var 124 personer i alt på Vandelkurset.

Da Nete og Egon valgte at stoppe efter 18 år i 2002, stødte Sanna Iversen, Ruth Rasmussen og Knud Lykke Rasmussen til i årene 2003 og 2004. Prisen det sidste år var 2050,- kr. pr. deltager.

Ledergruppen 1991
Bagest fra venstre:
Erhard Rasmussen, Egon Jensen, Allan Iversen og Finn Jørgensen.
I midten fra venstre:
Lars Jakobsen, Ejnar Sørensen, Annette Lunau, Vibeke Iversen og Nete Jensen.
Forrest fra venstre:
John Fuhlendorf, Knud Lykke Rasmussen, Søren Jeppesen og Svend Petersen.
Svend Petersen, Stevns blev i 1990 Vandels første 20-års jubilar. Han deltog 1965-1991. Finn Jørgensen, Hjørring blev den anden 20-års jubilar. Han deltog 1985-2004 og var med igen fra 2008 og opnåede 25-års jubilæum i 2012.
Alternativ morgengymnastik 1999
Allan Iversen nød at kommandere rundt med deltagerne til daglig morgengymnastik.
En flok older fra 1999 klar til morgengymnastik!
John Fuhlendorf, Laurids Christoffersen, Finn Jørgensen, Knud Lykke Rasmussen, Marie Lydicksen og Annette Lunau.
Det gode gamle logo

En af traditionerne der varede ved, var fejring af deltagernes jubilæer. 5, 10, 15 og 20 år i træk på Vandel blev alle markeret med et diplom ved festen lørdag aften.

10-års jubilæum gav også ret til at bære titlen ”Vandel-olde”, mens 15-års jubilæet udløste en ”Vandel-veteran”.

Efter 20 år med Vandelkurset var der begyndt at vise sig træthedstegn. Det var svært at finde på nyt år efter år, og ledergruppen valgte at stoppe mens legen var god.

Tredje periode 2008-2019

Efter en pause på tre år, startede en ny gruppe ildsjæle i 2008 Vandelkurset op igen.  Ledergruppen bestod af Annette Lunau, Heidi Frölich, Lykke Henriksen og Jacob Henriksen. I daglig tale blev det hurtigt kaldt ”Det Nye Vandelkursus”. Dette kælenavn mente ledergruppen dog godt, man kunne undlade efter 10 år.

Ledergruppen fik på fineste vis virkelig formået at få Vandelkurset i gang igen.

I 2008 deltog 98 hundeførere og i alt 109 personer på det ”nye” Vandelkursus.

Der var siden sidste periode kommet ny ledelse på Vandel Efterskole, så flere ting var anderledes end før i tiden, hvor Bodil og Svend Budde var forstandere på Vandel Ungdomsskole, som det hed dengang. Bl.a. gennemgik Vandel Efterskole under ledelse af forstander Lars Mortensen en gennemgribende renovering igennem årene. Der blev bl.a. opført en ny stor hal, og næsten alle værelser blev moderniseret.

Ledergruppen var meget kreative. Forskellige temahold, nye instruktører, en ualmindelig velfungerende Biks, arbejdsopgaver for holdene og ikke mindst den ”nye” uge fra lørdag til lørdag, er bare nogle af de ting, der blev indført under den nye ledelse.

I 2012 kom Ole Christensen med i ledergruppen.

En af Vandelkursets traditioner blev ført videre i 2008. Dåb af de nye instruktører. Absolut et sjovt indslag – nok mest for de ”gamle” instruktører.

2019 blev sidste år for Jacob, Ole, Annette, Lykke og Heidi. De var kede af at sige stop, men de var blevet trætte efter 12 fantastiske år.

Ledergruppen 2019
Fra venstre:
Jacob Henriksen, Ole Christensen, Annette Lunau, Lykke Henriksen og Heidi Frölich.

Fjerde periode 2020-

Allerede inden Vandelkurset 2019 var slut, blev der dannet en ny styregruppe til sikring af Vandelkursus 2020. Gruppen valgte, at gå bort fra konceptet ledergruppe og i stedet kalde sig for styregruppe.

Styregruppen havde svære vilkår for opstart og måtte desværre aflyse Vandelkursus i både 2020 og 2021 på grund af Corona.

Styregruppen bestod af Birthe Jørgensen, Liselotte Nielsen, Tina Nielsen, Maibritt Maindal, Allan Maindal, Jette Nybo Andersen, Lisbeth Keller, Berit Kristensen, Brian Klaris og Marianne Hansen.

I forbindelse med planlægning af Vandelkursus 2022 blev styregruppen reduceret til otte medlemmer.

Prisen for et Vandelkursus i 2022 var 4.500,- kr.

Den nye styregruppe forsøgte sig det første år med en masse fokushold, hvilket blev en tilmeldingssucces. Alle 12 hold var fyldt til bristepunktet, og der var en hel del på venteliste.

Styregruppen valgte at afskaffe begrebet jubilarer, og valgte i stedet at lægge fokus andre steder.

Siden der sidste gang blev afholdt Vandelkursus på Vandel Efterskole, var der nu også en stor og ombygget spisesal. Det har manglet de sidste mange år.

I 2023 fik Vandel efterskole ny forstander. Elke Brøns Kaczmarek valgte heldigvis også at åbne skolen for det traditionsrige kursus. I forbindelse med 2023 kurset mødte deltagerne til en færdigrenoveret ny tilbygning, som der blev nydt godt af.

Efter kurset i 2023 blev styregruppen igen reduceret, da Liselotte Nielsen, efter at have været med siden opstart af fjerde periode, stoppede.

Styregruppen 2024
Fra venstre:
Brian Klaris, Mai-Britt Maindal, Allan Maindal, Marianne Hansen, Tina Nielsen, Berit Kristensen og Lisbeth Keller.