Hvad er Vandelkursus?

Vandelkursus er et kursus for aktive DcH hundeførere (og eventuelt deres familie). Kurset, som varer en uge, er for dig, der ønsker ny inspiration til din træning, og som gerne vil have hjælp til at få løst eventuelle udfordringer i træningen af din hund. Der er også hjælp at hente til mindre adfærdsproblemer, men hovedvægten lægges på træning.

Det væsentlige på Vandelkurset er træningen. Instruktørerne er alle engagerede og rutinerede, og de vil gøre hvad der er muligt for at forbedre dine og din hunds præstationer.

Instruktørerne er ligesom arrangørerne frivillige og ulønnede. De har valgt at bruge en uge af deres sommerferie på at undervise og motivere DIG og DIN HUND!

Det sociale sammenhold og hygge både på holdet og udenfor træningstiden betyder også rigtig meget for kursisternes oplevelse af ugen. De fleste aftener er der derfor arrangeret en eller anden form for aktivitet. Det er frivilligt, om man vil deltage. Dog anses søndag aftens ryst-sammen arrangement som obligatorisk for alle hundeførere.

Området omkring Vandel er rig på spændende arealer. Og det er lykkedes for Vandelkurset at få adgang til mange forskellige arealer lige fra lydighedsbaner til skov og masser af sporarealer.

Kurset er ikke en forretning med et stort overskud til arrangørerne. Målet er, at det skal kunne løbe rundt. Deltagerbetalingen og overskuddet i Biksen går til at betale for opholdet på Vandel Efterskole, gaver til lodsejerne, kørepenge og gaver til instruktørerne og til at dække arrangørgruppens udgifter til planlægningen.

Opholdet på Vandel Efterskole foregår på højskolemanér, dvs. at du rydder op efter dig selv, sætter din stol op, når du har spist og bærer tallerkener m.m. op til en køkkenvogn. Kursisterne skal også selv gøre rent på værelser og fællesarealer inden hjemrejse. Vi er sammen hele ugen fra morgen til aften og for at få tingene til at glide glat er det vigtigt, at deltage i fællesskabet. Hvert hold får derfor tildelt et par mindre opgaver i løbet af ugen. Disse opgaver er med til, at vi kan få hele kurset til at fungere.